0

Socialfrivillige rækker ud: “Nogle er afhængige af måltiderne, de kan få her”

40 % af den danske befolkning udfører frivilligt arbejde inden for forskellige områder. Et af disse områder er socialfrivillighed, som løfter en væsentlig opgave i arbejdet med socialt udsatte. Hos Det Blå Sted i Aarhus laver frivillige to gange om ugen mad til socialt udsatte på fristedet Sidesporet. 

Af Jonas Lindberg & Mark Gjerning Hansen

Med ladcyklerne tungt pakket med mad og kaffe, cykler Anders Overgaard på 28 og Tiade-Marie Petersen på 19 afsted mod fristedet Sidesporet. Her skal socialt udsatte og hjemløse fra Aarhus have glæde af et gratis måltid mad. Anders Overgaard er leder af ungeindsatsen hos Det Blå Sted, og Tiade-Marie er frivillig. Hver tirsdag og onsdag eftermiddag cykler de, eller andre frivillige, turen fra Det Blå Sted på Frederiksbjerg i Aarhus ned til godsbanen. En tur der snor sig gennem de gamle bygninger på Frederiksbjerg og ender ud i et containerlandskab i centrum af Aarhus. Cyklernes dæk får gruset til at knase. Forlygterne lyser op i mørket. Et tomt tog står stille på banelegemet bag hegnet på venstre side. Stien de cykler på fører dem længere ind på området bag Godsbanen. Længere væk fra Scandinavian Congress Centers oplyste glasfacade, og dybere ind mellem containere og byggepladser.

Frivillige udfylder en vigtig rolle 

Ifølge Center for frivilligt socialt arbejdes(CFSA) befolkningsundersøgelse deltager fire ud af ti danskere i frivilligt arbejde. Gennem de seneste 10 år har denne andel af frivillige ligget stabilt omkring 40% af den danske befolkning. 

“Det er typisk for stærke velfærdsstater, at der er en stor grad af frivillighed”, forklarer teamleder for CFSA’s analysevirksomhed,  Mette Hjære.

Denne store andel af frivillighed har gjort, at det frivillige arbejde er blevet en vigtig del af det danske samfund. Mange tilbud om fritidsaktiviteter og indsatser rettet mod socialt udsatte er afhængige af, at der er frivillige til at varetage dette arbejde. 

”Uden frivillige er der rigtig mange aktiviteter og tilbud, som ikke ville være der. Så de udfylder en vigtig rolle”, siger Mette Hjære. En vurdering som forsker ved Syddansk universitet, Bjarne Ibsen, er enig i.

“Helt nøgternt kan man sige, at hvis de frivillige ikke var her, ville mange tilbud forsvinde, fordi der ikke er ressourcer til, at opgaverne de udfører, kan blive overtaget af lønnet arbejdskraft”, siger Bjarne Ibsen, men pointerer samtidig, at frivilligt arbejde ikke nødvendigvis altid har et stort  samfundsengagement.

Han forklarer, at de frivillige kan have et meget snævert område, som de engagerer sig inden for. Man kan lægge mange timers arbejde i en bestemt sag eller i et bestemt område, men i nogle tilfælde arbejder man meget “for sin egen lille gruppe”. 

Gør en forskel for andre, men også for sig selv 

Containerne bliver erstattet af jordbunker og byggemaskiner. En mand krydser over en grusplads og kører væk i sin Tesla. Idet han drejer af, afslører forlygternes skær Sidesporet. Langs et hegn er graffitifyldte containere stillet op, så de giver ly og skærmer området. En summen høres inde fra containerne. Lys strømmer ud gennem sprækker. Anders og Tiade-Marie begynder at bære kasser med mad ind ad en dør, man ikke lægger mærke til, hvis man ikke ved, at den er der. Indenfor er der liv. Folk sidder og sludrer på bænke, mange med en øl i hånden. Det der udefra ligner nogle hengemte containere i novembermørket åbenbarer mennesker, snak og lys. Anders og Tiade-Marie bliver mødt med venlige, forventningsfulde miner, da de stiller dagens ret frem: 

“Jeg kan godt lide, at man kan se, at man gør en forskel”, siger Tiade-Marie, mens de to frivillige er på vej tilbage til ladcyklerne for at stille to termokander med kaffe frem. Den holdning er hun  ikke ene om. 

Frivillighed er en mangfoldig størrelse

67% af danske frivillige svarer ifølge Center for frivilligt socialt arbejde, at de vil hjælpe andre og gøre en forskel. Dette gælder for alle frivillige, men særligt for de socialfrivillige. Af rapporten fremgår det desuden, at sagen de arbejder med, er den primære drivkraft hos de socialfrivillige, hvorimod fællesskab og sjov fylder mere hos andre typer af frivillige. Det er ikke så mærkeligt, mener teamleder hos Center for frivilligt socialt arbejde, Mette Hjære.

”Der er nogen livsomstændigheder, der gør, at vi engagerer os. Det kan for eksempel være en sport man interesserer sig for. Ellers kan det være, at man bliver berørt af en sag, eksempelvis gennem sygdom, og derfor ønsker at gøre en forskel. Det kan også være en samfundsproblematik, der optager folk og derved får dem til at blive frivillige”.

Kilde: Center for Frivilligt Socialt Arbejde, “Frivillig rapport 2016-2018” 

Og der er mange forskellige typer frivillige i Danmark. Der er eksempelvis frivillige i idrætsforeninger, kulturfrivillige og altså socialfrivillige. Denne gruppe udgør 23% af den samlede andel af frivillige. Dette arbejde kendetegnes ved, at det udføres inden for det sociale og sundhedsmæssige område og har til formål at øge velfærden for bestemte individer og grupper. Frivilligt arbejde kendetegnes generelt ved ulønnede aktiviteter overfor personer, som er udenfor ens husstand. Ligeledes er det frivillige arbejde karakteriseret ved, at det er organiseret. 

Kilde: Center for Frivilligt Socialt Arbejde, “Frivillig rapport 2016-2018” 

”Der findes mange former for frivillighed. Der er mange, som er engageret i idrætsforeninger, hobbyforeninger, kultur og frihed. Så er der dem, der er tilknyttet sociale projekter, og nogen der er med i den lokale grundejerforening. Så der er en kæmpe mangfoldighed, og man skal passe på med at sige, at det er det samme det hele”, forklarer Bjarne Ibsen, som forsker i frivillighed ved Syddansk universitet.  

“Blå kors er nogen af vores bedste venner” 

”Kan jeg få noget kaffe?”. En ældre mand kommer gående langs Sidesporets facade. Bag skægget kommer tænderne til syne og afslører et venligt smil. ”Det kan du! Skal der mælk i?”, spørger Tiade-Marie, mens hun er ved at hælde kaffe op. ”Nej! Jeg skal sgu ikke forgiftes”. Manden bryder ud i et grin og takker, inden han tager sin kaffe. Til trods for novemberkulden er humøret stadig højt, og han snakker flittigt med de frivillige. ”Blå Kors er nogen af vores bedste venner”, bemærker han og nikker hen mod cyklerne som en hentydning til aftenens måltid.

”Det er utroligt vigtigt. Der er nogle af brugerne hernede, hvis hverdag er blevet afhængig af de to måltider, der kommer, og det sociale miljø der er her”, siger han og tager en slurk af sin kaffe. 

Da koppen er tom, takker han og siger farvel til Anders og Tiade-Marie og går tilbage ind i Sidesporet. Da døren lukker bag ham, begynder de at pakke tingene tilbage i cyklerne. “Der kommer vist ikke flere”, siger Anders, mens han ærgrer sig over, at de er nødt til at stå udenfor og servere kaffen. Det er de blevet nødt til grundet corona. Da cyklerne igen er blevet pakket sammen, tænder de lygterne. Dagens arbejde er udført, og Anders og Tiade-Marie kan begynde cykelturen tilbage til Det Blå Sted, hvor oprydningen venter. 

magjha

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *