To gange har alvorlige skader lige ved målstregen forhindret den 24-årige gymnast Marie Høgh Bukh i at opnå sine mål indenfor teamgym. Skader der har sat sine spor fysisk såvel som psykisk.
Af Mark Gjerning Hansen
Med vanlig selvtillid og gåpåmod stiller Marie Høgh sig klar til sin favoritdisciplin trampolin. Det er dagen inden, det rigtig går løs, og de danske senior damer laver de sidste forberedelser forud for EM 2014. Turneringen, der skal være den første af mange for Marie Høgh. I hallen befinder nogle af de yngre hold fra Danmark sig også, og Marie vil give den en ekstra skalle for de fremmødte. I fuld sprint nærmer hun sig trampolinen og foretager sit spring.
”Det eneste jeg tænker er shit. Det var det…”, siger Marie, der landede forkert og dermed mistede muligheden for at kunne deltage ved dette EM. ”Det var mega hårdt. Det var lidt et nederlag, fordi at selvom jeg var dygtig nok til at komme med, så følte jeg faktisk, at jeg ikke var god nok”, forklarer hun.
Og perioden efter skaden var heller ikke nem for gymnasten, der ofte måtte se til fra sidelinjen, mens de andre trænede. Noget hun ikke før havde oplevet gennem sine mange år indenfor gymnastikken, som hun begyndte med i en alder af 4 år.
”Det er der, hvor jeg kan komme ud og få et frirum fra hverdagen, så det er derude, jeg har det sjovest og kan nyde bare at være”, siger Marie og forklarer, at hun hurtigt kan komme til at føle sig udenfor, når hun ikke kan være med der, hvor hun virkelig har lyst til at være. En følelse, der også var med til at gøre, at hun hurtigt kom op på hesten igen efter sin første skade. Klar til igen at kæmpe for EM.
En ny skuffelse
En kamp, der også skulle lykkes. Udtagelsen til EM 2016 kom i hus, og Marie var endnu en gang klar til at kæmpe for medaljer til Danmark. Denne gang i Slovenien, hvor turneringen blev afholdt i Maribor. Seniordamerne skulle igen gennemføre en sidste træning inden kvalifikationen for at få det hele på plads, inden de mange træningstimer kunne udmønte sig til EM. Desværre skulle det igen vise sig, at dagen før dagen blev endestationen for Maries EM drømme. For selvom hun ikke følte, at hovedet var på det helt rette sted, valgte den frygtløse gymnast alligevel at springe. Et spring, der endte med at koste en alvorlig knæskade, 8 måneder mere på sidelinjen og den EM-debut hun havde kæmpet for.
”Anden gang var jeg lige ved at smide håndklædet i ringen, fordi jeg tænkte, ’det kan jeg ikke gøre igen’”, siger den nu 24-årige Marie, der godt kan mærke, at skaderne har sat sine spor. ”Inden jeg blev skadet, var jeg hende, der bare gjorde tingene uden overhovedet at tænke over, hvad der kunne ske, og jeg blev aldrig nervøs, fordi jeg var bange eller noget, men efter min anden skade blev jeg ofte ret nervøs”, siger hun.
Den før så frygtløse gymnast er ikke længere helt den samme. Tvivlen har meldt sig på banen, hvor frygten for skader begrænser hende mere end førhen. I nogle perioder så meget, at hun har taget den med udenfor hallen, hvor hun blandt andet har undgået stejle trapper.
”Det påvirkede mig meget mentalt. Jeg tænkte hele tiden på, at jeg bare ikke skulle blive skadet igen, så man kan godt sige, at jeg er blevet en helt anden gymnast efter skaderne”, siger Marie, der i det første halve år efter sin knæskade helt havde mistet lysten til at være i hallen og sjældent kom til træning. Et halvt år, hvor det ikke kun var knæet der gav problemer, men også selvtilliden. For hvad gør man, hvis man pludselig ikke er god nok?
”Jeg har følt mig dårligere i de perioder, hvor jeg har været ude, fordi jeg ikke kunne lave det, som jeg er bedst til. Så skulle jeg finde noget andet, jeg var god til, og det havde jeg ikke motivationen til, fordi at jeg havde bildt mig selv ind, at jeg var dårlig, fordi jeg var kommet til skade, og så kunne det hele også bare være lige meget. Så gad jeg da heller ikke være god til noget andet”.
Give op? Glem det
Men selvom det var hårdt, vendte Marie alligevel tilbage til hallen. Med tiltro fra sine holdkammerater og et brændende ønske om at bevise overfor omverdenen, og ikke mindst sig selv, at hun faktisk er god nok, besluttede hun sig for endnu en gang at tage kampen op. Denne gang med EM i 2018 som mål.
”Det gik godt, da jeg kom tilbage i hallen, og så var jeg sådan, nu skal jeg eddermame med igen. Det kan ikke passe, at jeg skal være så uheldig, og så gik jeg ellers bare i gang med at træne op derfra”, siger Marie, der med en stærk vilje og hård træning kæmpede sig tilbage til topform og en plads på landsholdet. Denne gang til EM i Lissabon.
En kamp der dog ikke har været helt smertefri. For siden skaden i 2016, har knæet voldt Marie små problemer. Hvis hun laver for meget, gør det ondt, men det er en smerte, hun har lært at leve med, og det er ikke noget, der skal holde hende væk fra drømmen om EM.
Og tredje gang blev da også lykkens gang for Marie Høgh, der trods smerter i knæet og et brækket håndled kort inden slutrunden, endelig gennemførte sit første EM og var med til at skaffe bronze til Danmark. En medalje, som forhåbentlig ikke bliver den sidste.
”Jeg vil gerne med til EM næste år – 2020. Jeg vil ikke stoppe på grund af min krop, jeg vil stoppe når jeg selv siger stop”, lyder det fra en positiv Marie Høgh Bukh, der ikke vil lade skaderne stoppe hende.
