2

I fikseværkstedet går reparation og fællesskab hånd i hånd

I Vimby ved Hjortshøj lægger man vægt på fællesskabet. Det gør man også i ”Fikseværkstedet”, hvor man kan få fikset lidt af hvert over et godt grin.

Af Mark Gjerning Hansen

Erling (tv) og Leif (th) nørkler med en gammel havetraktor.

Grinene lyder igennem det lille lokale, der er fyldt op med værktøj og reservedele i stride strømme. Fra loftet hænger der cykelophæng, og på gulvet står en stor kuffert og en sort kontorstol. På hylden oppe bagved står en gammel saftcentrifuge, og midt i det hele befinder Leif og de andre reparatører sig. De får sig en af mange snakke, der hurtigt opstår, når man nørkler i Vimbys fikseværksted. Her går reparation og hygge nemlig hånd i hånd. For fællesskabet er vigtigt, når man befinder sig i Vimby, der er forkortelsen for ”Velkommen I Min BYdel”.

”Jeg er gammel maskinarbejder, Lars er tømrer, han er også tømrer og ham der, han er nimbus mand, nimbus ekspert. Så på den måde kan vi jo inspirere og støtte hinanden. Det er også meget sjovt, når man er herude i værkstedet. Der skal være plads til, at man hygger sig”, siger Leif Groth og smiler.

Nyt liv i gamle sager

En gang om ugen er der fikseværksted i det lille værksted ved gårdspladsen i Vimby, hvor der bliver lavet stort og småt. Alt lige fra cykler til saftcentrifuger og havetraktorer ryger igennem det frivillige værksted, der har været en del af Vimby siden 2017. Her kan man komme og få et godt grin, mens man fikser det, man har brug for. Ellers kan man også aflevere sine ting til reparation, for her går de op i, at man ikke bare smider sine ting ud, fordi de er i stykker, men i stedet genbruger dem. En af dem, der blandt andre kan hjælpe til med det, er den tidligere maskinarbejder Leif Groth.

”Vi synes, at det er en god ide med sådan et værksted, der laver ting, som går i stykker. Tit når folk går ned i en butik, så får de at vide, at det ikke kan betale sig at lave det. Så kan de komme herhen, fordi vi tænker jo ikke på, hvor meget tid vi bruger på det, men sætter en ære i at kunne lave det”, siger Leif med et smil og lægger hånden på en kuffert, de reparerede tidligere i dag. For hvorfor smide noget ud, når man kan lave det i fikseværkstedet?

Leif forklarer, at kufferten skal ud at rejse til de varme lande senere samme dag. Til Borneo eller måske Madagaskar. Præcis hvor kan han ikke huske, men håndtaget falder i hvert fald ikke af denne gang og efter en smuttur til Vimby, er den nu igen klar til nye eventyr ude i den store verden.

”Så får tingene jo et liv mere. Nogle gange kommer der nogen og siger, |Ej den her har jeg haft i 20 år, og jeg er så glad for den, men nu er der sådan og sådan med den|. Så er det meget fedt at kunne lave det, ikke? Det synes jeg er sjovt”, siger Leif, der nyder at bakse med de mange forskellige opgaver ovre i det lille værksted sammen med de andre frivillige.

”Vrum vrum”

”Vrum vrum”, siger Leif og giver et lille ryk med hovedet i retning af vinduet. ”Ja, det skal vi”, svarer Erling, fuldstændig indforstået med Leifs hentydning. De skal have startet en motor. Udenfor er en rød havetraktor hævet op. Motorhjelmen er fjernet, og sædet vippet op. Den er lige til at gå til. Drilsk spørger Erling, om Leif nu har husket det hele. ”Selvfølgelig”, lyder svaret prompte, da de forsøger at tænde den. En svag prusten lyder udover gårdspladsen. Med eftertænksomme miner kigger de to mænd på maskinen, og så på hinanden. Efter en kort samtale forsvinder Erling ind i værkstedet, hvor han finder et batteri med tilhørende startkabler frem.

”Jeg kan ikke huske noget, der ikke er lykkedes for os. Kan du?”, spørger Erling på vejen tilbage. ”Nej, det kan jeg sgu heller ikke”, svarer Leif, mens de begge griner. Et par minutter senere runger motorlyden ud over gårdspladsen. Succes. I hvert fald for en kort stund, for ikke længe efter giver den gamle havetraktor et brag, og gårdspladsen fyldes igen op af grin.

magjha

2 Comments

  1. Jeg har en ‘blå’ højtryksrenser. Jeg har ikke brug for den er heller ikke sikker på om den virker, der vil jeg spørge om I vil ha’/den reparere den? Så måske én kunne få gavn af den.
    Mvh … Vic ……

  2. Hej i fikseværkstedet, I Langå har vi Det Grønne Værksted, som jeg tror ligner jeres værksted rigtigt meget. Det kunne være sjovt at mødes, for at udveksle erfaringer. Vores værksted er åbent hver torsdag fra 15-18, men et evt. møde skal nok ikke være i åbningstiden.
    Mvh Leif Steimle, tlf. 21371461 (formand for værkstedet)
    Hvis der er sammenfald mellem mit efternavn og en i andelssamfundet, så er det min søster.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *